Alle børn er forskellige og starter forskellige steder, når de skal lære at læse. Som forælder kan du gøre en stor forskel ved at støtte dit barns læseudvikling i hverdagen. Det vigtigste er at skabe lyst og nysgerrighed omkring læsning og sprog.
- Tal med dit barn om det, I oplever sammen – samtaler styrker både ordforråd og forståelse.
- Læs højt for dit barn– også selvom barnet ikke selv kan læse endnu. Det giver gode læseoplevelser og skaber interesse for fælles historier.
- Leg med lyde og ord – rim, remser og sproglege gør det sjovt at lære.
- Skriv sammen – lad barnet skrive små beskeder, navne, ønskesedler, indkøbssedler eller lignende.
- Når dit barn begynder at kunne læse selv, er det vigtigt med den daglige læsetræning hjemme. Det har betydning både at læse højt sammen med en voksen og gerne læse det samme stykke flere gange. Når læsningen er mere flydende, skal barnet også øve stillelæsning.
- Besøg det lokale bibliotek sammen med dit barn.
- Vis interesse for de bøger fra skolebiblioteket, der kommer med hjem i tasken.